Hvad er Finasteride, og hvordan virker det?

I denne artikel skal vi se nærmere på lægemidlet Finasteride, og på hvordan det egentlig virker, når det gælder hårtab og behandlingen af en godartet, forstørret prostata. Vi vil også komme ind på, hvor lang tid der går, før du kan se resultater af behandlingen.

Finasteride er et lægemiddel, der bruges til at behandle to udbredte lidelser, som de fleste mænd stifter bekendtskab med, når de bliver ældre: androgen alopeci (mandligt hårtab) og forstørret prostata (blærehalskirtel). Når det gælder hårtab, bruges Finasteride til at forhindre, at kroppen omdanner det mandlige kønshormon testosteron til et hormon kaldet DHT. DHT er med til at mindske blodtilførslen til hårsækkene og dermed forårsage hårtab. Finasteride fås som tabletter, som skal tages dagligt. Behandlingen har vist lovende resultater hos de fleste af de patienter med hårtab, der har prøvet den. 

Kan Finasteride reducere niveauet af testosteron?

Finasteride tilhører den type af lægemidler, der kaldes for 5-alfa-reduktasehæmmere. Det betyder, at lægemidlet hæmmer virkningen af et enzym, der hedder 5-alfa-reduktase. Enzymet omdanner det mandlige kønshormon testosteron til DHT (dihydrotestosteron). DHT spiller en afgørende rolle i forbindelse med opretholdelsen af en række af kroppens funktioner, men i denne artikel vil vi primært fokusere på hormonets indvirkning på henholdsvis hårvæksten og prostata.

Hormonet DHT er med til at forårsage hårtab, hvilket skyldes, at det høje niveau af DHT kan få hårsækkene til at skrumpe ind. Det sker, fordi hårsækkene bliver overstimuleret, og der samtidig er en reduktion af tilførslen af næringsstoffer.

Det bevirker, at de korte, tynde hår begynder at falde af, og at håret langsomt bliver tyndere og tyndere. Med tiden vil det føre til det mønster af skaldethed, som ses ved mandligt hårtab. Hormonet DHT har desuden indvirkning på størrelsen af prostata, da høje niveauer af DHT er med til at stimulere væksten af prostata. Lægemidlet Finasteride kan modvirke den negative effekt, som DHT har på henholdsvis hårvæksten og prostata. Finasteride hæmmer enzymet 5-alfa-reduktase, hvilket forhindrer, at kroppen kan omdanne testosteronet til DHT. Når niveauet af hormonet DHT bliver reduceret, bliver hårsækkene i stand til at opretholde deres normale størrelse og funktion, hvilket betyder, at de fortsat kan producere kraftige, sunde hårstrå.

 

Finasteride kan altså fremme væksten af nye hårstrå og hindre yderligere hårtab. Lægemidlet kan samtidig bruges til behandling ved godartet, forstørret prostata, da det reducerer størrelsen på prostata på grund af et lavere niveau af DHT og et øget niveau af testosteron.

 

Dermed er Finasteride altså ikke med til at sænke niveauet af testosteron, men derimod at hæmme virkningen af ensymet 5-alfa-reduktase. Det betyder, at der ikke er nær så meget testosteron, der bliver omdannet til DHT. Til gengæld vil der i stedet være et højere niveau af ikke omdannet testosteron i kroppen, hvilket kan medføre en kortvarig stigning i testosteronniveauet i kroppen. Denne stigning kan have negativ indvirkning på nogle mænd. Heldigvis er der kun tale om kortvarige bivirkninger, indtil kroppen automatisk har fået reguleret hormonniveauet tilbage til det normale niveau.

 

Hvor lang tid går der, før Finasteride begynder at virke?

Når det gælder behandling af hårtab, er der desværre ikke nogen faste regler for, hvor længe der går, før du kan mærke en effekt af Finasteride. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Finasteride, i lighed med andre medicinske præparater, kan virke forskelligt, alt efter hvem der tager tabletterne. 

Når det så er sagt, vil du dog normalt kunne mærke en effekt af Finasteride efter ca. 3-6 måneder, hvis du er i behandling for mandligt hårtab. Allerede kort tid efter du er begyndt at tage Finasteride, vil du opleve, at du ikke længere taber så meget hår. Det er imidlertid vigtigt at fortsætte behandlingen i en længere periode, f.eks. et års tid eller mere, hvis du vil have den fulde effekt af behandlingen. Hvis du er i behandling for en forstørret prostata, vil du skulle tage Finasteride regelmæssigt i mindst seks måneder, før du vil opleve en bedring af symptomerne.

Når du begynder at tage Finasteride, kan du opleve, at du får mere hårtab, hvilket er ganske normalt. I takt med at blodgennemstrømningen til hårsækkene øges, vil hårsækkene frastøde de oprindelige hårstrå og i stedet gøre plads til nye hårstrå, der vil være kraftigere og stærkere. På den måde bliver der sat skub i hårvæksten på en helt ny måde, måske også på de skaldede områder i hårgrænsen. Hårsækkene har nemlig befundet sig i en form for tidlig ældning, hvilket vil sige, i stadiet lige inden de går til grunde. Når blodgennemstrømningen er blevet genoprettet, vil de på ny begynde at producere hår. Det bevirker, at du stille og roligt vil få et kraftigere og fyldigere hår. Du skal dog være opmærksom på, at der ikke er nogen garanti for, at behandlingen kan føre til ny hårvækst på de skaldede områder, hvor hårfolliklerne allerede er gået til grunde.

Som med andre typer af medicin gælder det, at du kun får den fulde effekt af medicinen, så længe du tager den. Hvis du stopper behandlingen, er der en risiko for, at både hårtabet og de forskellige symptomerne på forstørret prostata vil komme tilbage.

Hvis du vil have den fulde effekt af behandlingen på langt sigt, er det derfor vigtigt, at du fortsætter behandlingen med Finasteride efter lægens forskrift. Det vil sige, at du fortsat skal tage medicinen hver dag, også selv om symptomerne er forsvundet.

Som med alt anden medicin, er der en risiko for, at du ikke responderer på behandlingen med Finasteride. Det kan f.eks. vise sig ved, at du ikke oplever en bedring i symptomerne, eller du oplever uønskede bivirkninger, selv om du har taget Finasteride i en længere periode.  Nogle af disse uønskede bivirkninger kan f.eks. være: rejsningsproblemer, nedsat sexlyst og depressive tanker. Hvis du døjer med disse bivirkninger, bør du kontakte din læge og drøfte, om der i stedet kan findes en anden behandling. 

Safiyyah Ramzan

Safiyyah er lægestuderende. Hun begyndte at arbejde hos Simple Online Healthcare i 2023 og hjælper med at udarbejde klinisk dokumentation til vores hjemmeside.